Vafler – Nemme og sprøde vafler!

Lune, lækre, hjemmebagte vafler … altså findes der noget bedre at vågne op til? Det er selvfølgelig helt ideelt, hvis man ikke skal bage dem selv, og bare kan trille ud af sengen til duften af hjemmelavede vafler. Så heldig er jeg dog sjældent, og jeg knuselsker vafler, så jeg har efterhånden prøvet at bage dem en del gange.
Vafler er perfekte at spise til morgenmad, til dessert, til eftermiddagshygge eller som mellemmåltid. Eller til brunch! Jeg kan finde på mange gode anledninger haha!
Den her opskrift på vafler er den helt klassiske opskrift på nemme vafler, som bare sidder lige i skabet. Mit vaffelhjern er hjerteformet, så opskriften er på hjertevafler, men du kan også sagtens bruge et andet vaffeljern.
Nemme vafler uden æg
Man kan jo godt købe vafler, men spørger du mig, så er verdens bedste vafler altså hjemmelavet. Så her kommer en nem opskrift på sindssygt gode vafler.
Jeg laver min dej til vafler uden æg. Det er nemlig ikke nødvendigt. Dejen består derimod af sødmælk, smør og hvedemel – og en smule sukker. Vaflerne bliver altså ikke overdrevet søde, men derfor er de perfekte at spise med sirup, flormelis eller honning på. Og måske med frisk frugt og friske bær. Jeg elsker at komme bær på vafler – og som du kan se – har jeg i dag toppet med hindbær.


Opskrift på klassiske sprøde vafler
Min vaffel opskrift er virkelig nem at lave. Du skal blot smelte smør, blande de tørre ingredienser sammen, tilføje mælk og til sidst det smeltede smør. Dejen skal helst hvile – hvis man har den slags tålmodighed.
TIP! Du kan tilføje krydderier til din dej, hvis du har lyst. Kanel, kardemomme, stødt ingefær, nelliker, pumpkin spice and the list goes on. Det er især godt til efterårets og vinterens hjemmelavede vafler.
På bloggen finder du endnu flere opskrifter på vafler – fx mine julevafler, som ligeledes er smækfyldte med krydderier.
Opskriften på nemme og sprøde vafler får du her:

Vafler – sprøde og nemme!
Ingredienser
Vafler
- 90 g smør
- 250 g hvedemel
- 25 g sukker
- ¼ tsk flagesalt
- 0,5 tsk bagepulver Reklame for med24.dk
- 300 ml sødmælk
- 170 ml vand
Til stegning
- 15 g smør
Serveringsforslag
- 100 g marmelade
- 10 g flormelis Reklame for med24.dk
Køkkenudstyr
- Vaffeljern, hjerteform Reklame for kitchenone.dk
Noter
Fremgangsmåde
- Smelt smør i en gryde og sæt det til side.
- Rør hvedemel, sukker, bagepulver og salt sammen i en skål. Tilsæt mælk og vand og rør det hele godt sammen. Tilsæt smør og pisk alle ingredienser godt sammen til alle klumper er væk.
- Lad dejen hvile i ca. 30 minutter – gerne længere tid. Men du kan også sagtens springe hviletiden over.
- Varm vaffelhjernet op. Bag den første vaffel i godt med smør, så de får en sprød overflade. Åben helst ikke vaffeljernet, før vaflerne er færdigbagte.
- Servér vaflerne med marmelade efter eget valg og flormelis.
Tips til opskriften på de bedste hjemmelavede vafler
Her kommer lidt tips, tricks og ideer til verdens bedste vafler.
- Vaffeljern: Steg vaflerne i et hjerteformet jern eller belgisk vaffeljern. Denne vafler opskrift fungerer til begge.
- Vegansk: Du kan lave vaflerne veganske ved at bruge plantebaseret smør og havredrik i stedet for smør og komælk, nu hvor opskriften i forvejen er på vafler uden æg.
- Forkant: Vaffel dej kan laves i forvejen, hvis du vil være i god tid. Lav den op til 1-2 dage før brug og opbevar i køleskabet. Det er perfekt til hjemmelavet brunch fx, hvor der også er mange andre ting, man skal forberede. Eller til morgenmad, så du slipper for at stå tidligere op for at lave dejen.
- Fryseegnet: Hvis du har gode vafler til overs, kan du fryse dem ned, og så har du nemme vafler en anden gang, som blot skal tøs op, lunes og vupti.

Sådan undgår du bløde vafler
Det bedste ved hjemmelavet vafler er, at de er sprøde. Hvis du er enig i dét, så kommer her et godt tip til at undgå bløde vafler:
Undlad at stable vaflerne, når de er bagt! Når vaflerne kommer ud af vaffeljernet, er de nemlig varme, så der dannes kondens og hvis de stables, bliver de altså bløde.
Læg dem i stedet på en rist, så får du sprøde vafler hver gang.
Mens du bager, kan du eventuelt holde vaflerne lune i ovnen. Eller de kan spises efterhånden som de kommer ud af vaffeljernet.









De er godt nok lækre og mega sprøde
Hej Pia, hvor er det dejligt at høre. Vi er også vilde med dem!
Kh Julie fra Marialottes.dk
Mums de er lækre! Og en virkelig nem og simpel opskrift.
Tusinde tak! Dejligt at læse! 🙂 BH Maria
Har du erfaring med at man skal bruge vaffeljern af “høj” kvalitet har købt mig er billigt vaffeljern og er bange for det er grunden til mine vafler ikke bliver sprøde. Har endnu ikke prøvet din opskrift men vil lade høre fra mig. Måler du hvor meget dej du kommer på, for hver vaffel ? Så man er sikker på at få 6 stk ud af opskriften som du skriver 😊
Hej Gry, altså en god kvalitet køkkenudstyr er jeg altid fortaler for. Men har ikke oplevet lige med vaffeljern at det betyder så meget faktisk. Jeg prøver bare at dække hele fladen med dej, men det kommet selvfølgelig an på størrelsen af dit jern. Bh Maria
Et tip er at stege i masser af smør – det gør dem sprøde! BH Maria