Knuste kartofler med laks

Knuste kartofler med laks er sprøde, ovnbagte kartofler toppet med en cremet laksesalat af både varmrøget og røget laks. Kombinationen af sprøde kartofler og det bløde laksefyld med dild, æble og peberrod gør dem til en oplagt forret eller snack, der ser flot ud uden at kræve en masse arbejde. Det er virkelig en god kombination, som jeg elsker! Du må prøve dem, hvis du også elsker kartofler og laks sammen.

Knuste kartofler med laksesalat

Knuste kartofler med laks er en lækker kombination af sprøde kartofler og cremet laksesalat med friskhed og fylde. Perfekt til gæster.
Ingen bedømmelser endnu
Servings: 12 stk
Forberedelse20 minutter
Tilberedelse40 minutter
I alt1 time

Ingredienser

Knuste kartofler

  • 750 g kartofler (gerne 12 mellemstore)
  • 30 g olivenolie (til pensling)
  • 1 tsk flagesalt

Laksefyld

  • 200 g flødeost
  • ½ bundt dild (finthakket)
  • ½ bundt purløg (finthakket)
  • ½ stk citron (saft og fintrevet skal)
  • ½ stk æble (skåret i små tern)
  • 125 g varmrøget laks
  • 100 g røget laks
  • Salt og friskkværnet peber

Til servering

  • 1 tsk revet peberrod
  • ½ stk citron (skal)
  • ¼ bundt dild

Fremgangsmåde

Knuste kartfoler

  • Kog kartoflerne i letsaltet vand i ca. 15 minutter, eller indtil de er møre nok til at blive knust. Hæld vandet fra, og lad kartoflerne køle let af.
    750 g kartofler, 1 tsk flagesalt
  • Fordel kartoflerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl bunden af et glas med lidt olie, og brug det til forsigtigt at trykke kartoflerne flade. Pensl kartoflerne med olie, og drys med lidt salt.
    30 g olivenolie
  • Bag kartoflerne i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 35 minutter, eller indtil de er gyldne og sprøde. Lad dem herefter køle af.

Laksesalat

  • Rør flødeosten sammen med finthakket dild og purløg, citronsaft og fintrevet citronskal. Vend æbletern i blandingen.
    200 g flødeost, ½ bundt dild, ½ bundt purløg, ½ stk citron, ½ stk æble
  • Pluk den varmrøgede laks i mindre stykker, og hak den røgede laks fint. Vend begge dele forsigtigt i flødeostblandingen. Smag til med friskkværnet peber og eventuelt lidt salt. Vær forsigtig med saltet, da laksen allerede er salt.
    125 g varmrøget laks, 100 g røget laks, Salt og friskkværnet peber
  • Fordel det cremede laksefyld oven på de afkølede, sprøde kartofler.
  • Top med friskrevet peberrod, lidt ekstra citronskal og eventuelt frisk dild. Server med det samme, så kartoflerne bevarer deres sprødhed.
    1 tsk revet peberrod, 1/2 stk citron, 1/4 bundt dild
Fik du lavet opskriften?Jeg vil elske at se hvordan det gik! Tag mig endelig på Instagram @marialottesdk

Sprøde knuste kartofler med laksesalat

Det vigtigste for resultatet er kontrasten mellem den sprøde kartoffel og det cremede laksefyld. Kartoflerne skal bages længe nok til at kanterne bliver virkelig gyldne og knasende. Brug bunden af et glas til at trykke dem flade – det giver en jævn overflade med masser af sprøde kanter. Olien på glassets bund sørger for, at kartoflerne ikke sætter sig fast.

Vælg kartofler der er nogenlunde ens i størrelse, så de koger færdige på samme tid. De skal være møre hele vejen igennem, men ikke falde fra hinanden. Når de er knust og penslet med olie, får de mest sprødhed ved at stå på den nederste rille i ovnen.

Laksefyldet der gør forskellen

To typer laks giver fyldet både tekstur og dybde. Den varmrøgede laks plukkes i grove stykker og bidrager med saftige bidder, mens den koldrøgede hakkes fint og fordeler røgsmagen jævnt i flødeostblandingen. Æbleterningerne tilføjer en frisk sødme, der balancerer det salte og røgede. Jeg synes det er helt perfekt!

Vær tilbageholdende med at tilsætte salt til fyldet. Begge typer laks er allerede salte, og flødeostblandingen har rigeligt med smag fra citronsaft, citronskal og de friske urter. Smag til til sidst, og juster kun med peber først.

Servering

Fyld kartoflerne lige inden servering. Ellers trækker fugten fra laksesalaten ind i kartoflerne, og du mister den sprødhed der gør retten god. Friskrevet peberrod, lidt ekstra citronskal og en kvast dild på toppen løfter præsentationen og giver en skarp, frisk afslutning.

Knuste kartofler med laks fungerer som forret til en middag, som del af en tapasbuffet eller som snack til drinks. De kan også stå på et brunchbord sammen med brød og andet tilbehør.

Kartoffelgalette med pisket creme fraiche og laks
Kartoffelgalette toppet med pisket creme fraiche og varmrøget laks er en skøn snack eller forret. Galetten er nem at lave og kræver få ingredienser.
Gå til opskrift
Kartoffelgalette på panden
Lakserilette
En nem opskrift på lakserillette med varmrøget laks, krydderurter og ristet rugbrød – brug opskriften som en kold forret eller i en sandwich.
Gå til opskrift
Lakserilette med varmrøget laks

Opbevaring

Kartoflerne og laksefyldet kan forberedes hver for sig og opbevares separat i køleskabet. Kartoflerne holder sig sprøde i en lufttæt beholder i op til et døgn – give dem eventuelt fem minutter i en varm ovn for at genopfriske sprødheden. Laksesalaten holder sig i køleskabet i op til to dage.

Ofte stillede spørgsmål til opskriften

Kan man lave knuste kartofler med laksesalat på forhånd?

Ja, men hold kartofler og fyld adskilt indtil servering. Kartoflerne kan bages dagen før og genopvarmes kort i ovnen, så de bliver sprøde igen. Laksesalaten kan røres sammen og opbevares i køleskabet i op til to dage.

Hvilke kartofler er bedst til knuste kartofler?

Mellemstore, fastkodende kartofler fungerer bedst. De holder formen når de knuses, men giver stadig en blød midte med sprøde kanter efter bagning.

Kan man bruge kun én type laks?

Ja, men du mister noget af den tekstur og smagsdybde som blandingen giver. Bruger du kun varmrøget laks, bliver fyldet mere groft og saftigt. Med kun koldrøget laks bliver det mere silkeagtigt, men også mere salt – så juster derefter.

DEL MED EN DU HOLDER AF:
Maria Charlotte
Maria Charlotte

Maria Charlotte er opskriftsudvikler, madfotograf og kogebogsforfatter til "Velsmag". Med en uddannelse i Ernæring- og sundhed udvikles alle opskrifter med fokus på spændende og velsmagende comfort food, der pifter hverdagens madlavning op. Her er hverdagsmaden nem og overskuelig, og så får du simple indkøbslister og kortere tilberedningstid.

Artikler: 1401

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskriftsvurdering