Nem opskrift på pistacie tiramisu med mascarpone, kaffe og hjemmelavet pistaciecreme. En cremet og luksuriøs dessert, perfekt til gæster og særlige lejligheder.
Brug usaltede pistacienødder af god kvalitet — det giver en renere og mere intens smag. Og blend nødderne længe nok. Når de begynder at frigive olie, bliver cremen naturligt silkeblød.
Fremgangsmåde
Pistaciecreme
Kog pistacienødder 1 minut, afkøl i isvand i 2 minutter, og gnid skallerne af, så de bliver flotte grønne. Bag dem ved 200 grader, varmluft, i 5 minutter på en bageplade beklædt med bagepapir.
150 g pistacienødder
Blend i en foodprocessor eller kraftig blender pistacienødderne i 10–20 minutter til olien frigives, og tilsæt mælk til du har en cremet konsistens. Skrab kanterne på din blender undervejs.
2 spsk. sødmælk
Smag til med salt og tilsæt smeltet hvid chokolade og blend videre til du har en helt blød og fin pistaciecreme.
1 tsk flagesalt, 45 g hvid chokolade
Tiramisu
Bland den stærke kaffe med rom i en bøtte, hvor der er plads til at kunne dyppe ladyfingers i.
3 dl færdigbrygget kaffe, 4 spsk lys rom
Pisk æggeblommer, sukker samt vanilje til en lys og luftig æggesnaps. Det tager ca. 5 minutter. Skru lidt ned for hastigheden, tilsæt mascarponen og pisk den godt sammen.
6 stk æggeblommer, 125 g sukker, 1,5 tsk vaniljesukker, 500 g mascarpone
Tilsæt piskefløden lidt ad gangen imens der piskes, og pisk indtil cremen er fast, luftig og laver små toppe. Vend nu pistaciecremen i med en spatel. Tilsæt også salt.
400 ml piskefløde, 200 g pistaciecreme, 1 tsk flagesalt
Dyp ladyfingers i kaffeblandingen og læg dem i forlængelse af hinanden i bunden af et fad (ca. 26 × 26 cm). Kom halvdelen af cremen på, drys med halvdelen af de hakkede pistacienødder. Dyp igen ladyfingers og læg dem ovenpå cremen og fordel resten af cremen på.
300 g ladyfingers, 150 g pistacienødder
Stil fadet i køleskabet i minimum 6 timer, og allerhelst til dagen efter. Drys med de resterende finthakkede pistacienødder, lige inden servering.