Skønne koldhævede boller med havregryn med en luftig krumme. Sæt dejen over natten før og bag nemme og hurtige boller næste dag. Få opskriften på bollerne her.
TIP: Du kan erstatte havregryn med fx speltflager, ruggryn eller nødder og kerner.
Fremgangsmåde
Opløs gær, salt og olie i koldt vand I en skål.
Tilsæt havregryn og det grove mel og rør godt rundt. Tilsæt hvedemelet lidt af gangen - måske du skal bruge lidt mere. Dejen skal være til den lidt klistret side, uden den er helt våd. Tilsæt evt. lidt ekstra hvedemel, hvis den er for flydende.
Læg et klæde over skålen, og stil dejen til hævning, på køl. Lad dejen hæve natten over, gerne 12 timer, hvis du har tiden – mindre kan også gøre det, fx 8 timer.
Næste morgen, tages dejen ud af køleskabet inden brug. Tænd ovnen på 200 graders varmluft. Beklæd en bageplade med bagepapir.
Drys bordpladen med mel og vend dejen ud herpå. Skær med en spatel eller kniv dejen i 10 stykker og form dem let. Placér bollerne på bagepladen.
Pisk et æg i en skål og pensl bollerne forsigtigt. Top med lidt havregryn.
Bag bollerne ved 200 graders varmluft i ca. 15-20 minutter til bollerne er lettere gyldne. Vigtigt, at ovnen er varm, inden bollerne sættes ind.