
Ikke overraskende så kommer sliders fra USA. Det var fast food restauranten White Castle, der fandt på konceptet helt tilbage i 1940’erne. Her i Danmark er det ikke så længe siden, at sliders blev populære, men siden vi opdagede dem, er det godt nok også gået stærkt med populariteten. Og det forstår jeg virkelig godt! Der er et eller andet over at spise 3 små mini sliders i stedet for at spise én stor burger. Jeg synes man kan nyde små burgere lidt mere – måske fordi man kan lave tre burgere med forskelligt fyld og variere på den måde. Eller også er det bare fordi, de ser ret cute ud. Ligegyldigt hvad så skal I i hvert fald have en sliders opskrift her!
Sliders brød til mini burgere
Et vigtigt element i slideren er noget lækkert brød. Jeg har ikke set mini størrelse boller i supermarkedet, så jeg laver dem bare selv. Det kræver selvfølgelig der skal trilles lidt flere boller, end hvis man skulle lave en almindelig burgerbolle, men det er hele præmissen for det her slider koncept.
Til at lave disse har jeg brugt min opskrift på boller med hampefrø. Også en opskrift jeg har udviklet til Valsemøllen, som jeg efterhånden har haft samarbejde med i mange måneder. Bollerne er super lækre, men også ret lækre i og med der er hampefrø og groft mel i. Ud af portion i opskriften kan du få omkring 20-25 mini boller – lidt afhængig af, hvor mini du vil lave dem.
Der er også en stor tradition for at lave brioche sliders, hvor man altså bruger en brioche bolle. Denne type brød er ultrablødt, hvidt og bagt med masser af smør – så selvsagt giver en brioche opskrift også et vildt lækkert resultat.
En kødfri dag med denne sliders opskrift
Jeg har lavet denne sliders opskrift med veggiebøffer. Det er nemlig et samarbejde med Valsemøllen Green Life, hvor jeg har anvendt deres færdigblanding af Kødfri Fars med tomat og timian til at lave veggiebøfferne. Det var dejligt nemt!
Farsen er både økologisk og uden mange tilsætningsstoffer. Og så er den nem at gøre til at lækker burgerfars. Jeg blander blot æg, mælk og soltørrede tomater sammen med farsen for at få den rette konsistens og smag. Jeg havde prøvesmagt farsen forinden, hvor jeg lavede nogle små veggie-boller i en tomatsauce. Jeg synes dog godt farsen kunne trække lidt mere smag af temat, hvorfor jeg altså tilføjede lidt ekstra soltørrede tomater til denne opskrift.
Denne sliders opskrift er altså et nemt måltid at gøre kødfrit. Både til dig, der er vegetar eller gerne vil have en kødfri dag eller to om ugen. Men kan selvfølgelig også sagtens bruge en ”almindelig” bøf.

Den ultimative mini burger
Der findes endeløse variationer af en burger. Og derfor er en sliders burger også så interessant et måltid at lege med – for man kan lave endeløse kombinationer. Det er selvfølgeligt lettest ”bare” at lave dine miniburgere ens, men hvis du er frisk på en udfordring kan du også vælge tre af dine yndlings burger toppings og kreere tre forskellige burgere. Jeg kan love for, at det bliver en god smagsoplevelse!
Hvis du gerne vil have ideer til sliders tilbehør, så tænk på, hvad du normalt ville servere til en burger. Jeg elsker selv at servere disse sprøde ovnkartofler, og så kan de dyppes i min yndlings-mayo – nemlig estragonmayo.

Sliders – mini burgere
Ingredienser
- 6 stk små burgerboller
- 6 stk veggiebøffer (opskrift nedenfor)
- 2 stk tomater
- 2 stk avocado
- 1 stk rødløg
- 1 glas mayonnaise (fx sennep eller estragon)
- spinat
Veggiebøffer
- 1 ps Økologisk Kødfri Fars – Tomat og timian
- 3 stk æg
- 2 dl mælk
- 1 dl soltørrede tomater
- salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
Veggiebøffer
- Hæld posens indhold i en skål. Tilsæt æg, mælk og soltørrede tomater (olien hældes fra).
- Rør farsen godt sammen og lad den hvilke i ca. 5 minutter.
- Form farsen til 6 lige store veggie bøffer.
- Steg dem på en middelvarm pande i olie, til de er lettere gyldne.
Saml-selv-burger
- Skær tomater, løg og avokado i skiver.
- Lun burgerbollerne og smør dem med mayonnaise. Kom frisk spinat, avokado, tomat, rødløg og veggiebøfferne i.
- Velbekomme.