Annonce

Panzanella – italiensk brødsalat

Panzanella opskrift

Har man en rest daggammelt brød liggende, så kan man selvfølgelig lave croutoner af det, men man kan også prøve noget nyt og bikse en skøn brødsalat sammen. Panzanella er netop navnet for en klassisk, italiensk brødsalat, som helt traditionelt bruger daggammelt brød – en perfekt måde at undgå madspild!

Brug derfor det brød du har. Jeg bruger oftest surdejsbrød eller flute, da det tit er det jeg har rester af. Det er også oplagt med ciabatta eller foccacia brød, da det jo er italiensk brød. 

Panzanella salat

Panzanella – italiensk brødsalat

Skøn panzanella salat, hvor du kan bruge rester af brød og vende det sammen med tomater, olivenolie, basilikum og eddike. Top med fx burrata eller mozzarella for mere fylde.
5 fra 1 stemme
Antal: 4 Personer
Forberedelse15 minutter
Tilberedelse10 minutter
I alt25 minutter

Ingredienser

  • 12 stk tomater
  • 2 stk rødløg
  • 1 bundt basilikum
  • 75 g olivenolie*
  • 30 ml rødvinseddike
  • 4 skiver daggammelt brød
  • salt og friskkværnet peber
  • 1 stk burrata

Noter

*TIP: Ønsker du brødene skal suge meget væske, som er den klassiske version, lader du salaten trække nogle timer.

Fremgangsmåde

  • Skær tomaterne i grove stykker.
  • Snit rødløget så fint som muligt. Vend det sammen med tomaterne, basilikumsblade, olivenolie og rødvinseddike.
  • Skær eller riv brødene i grove chunks og vend dem ned i tomatblandigenen. Lad salaten stå og trække i 5-10 minutter inden den skal serveres. *Se TIP.
  • Smag evt. til med salt, friskkværnet peber samt lidt mere olivenolie og rødvinseddike inden servering. Riv en frisk burrata eller mozzarella over salaten.
Fik du lavet opskriften?Jeg vil elske at se hvordan det gik! Tag mig endelig på Instagram @marialottesdk

Panzanella er en italiensk brødsalat

Hvis du ikke kender til panzanella, så har du her en oplagt mulighed for at prøve det – min opskrift følger nemlig en helt traditionel toscansk måde at lave brødsalat på. Panzanella er en sammentrækning af pane og zanella, som henholdsvis betyder brød og en dyb tallerken – så skal det være helt rigtigt, skal panzanella serveres i en dyb tallerken. Salaten kaldes også panmolle. 

Hovedingredienserne i panzanella er simple, præcis som italienerne foretrækker det: Brød, løg og tomater. Derudover tilføjes også gerne basilikum, og du kan også sagtens bruge agurk uden at blive set ned på af de italienske traditionalister. 

Dressingen, man bruger, er en klassisk olie-eddike-dressing, for at sætte en ekstra streg under det simple. Panzanella er derfor også ualmindeligt nem at bikse sammen – 6 ingredienser og lidt salt og peber.     

Tip: Har du mere daggammelt brød liggende, så prøv endelig også min opskrift på klassisk cæsarsalat eller brug brødet i en vidunderlig gedeostsalat, hvor den gratineres på i ovnen.

Panzanella salat

Panzanella med burrata

Ingredienser til Panzanella/Panmolle

Når vi taler det italienske køkken, så er det som regel et meget simpelt antal ingredienser, der er i spil. Derfor er det også overordnet vigtigt at vælge gode ingredienser, da der ikke er noget at skjule kvaliteten bag:

  • Tomat: Alle tomater kan som udgangspunkt bruges, fx Bøftomat, blomme eller den italienske favorit: San Marzano. Da tomaterne er en af de bærende elementer i salaten, er det dog vigtigt at vælge nogle, der smager af noget. Derfor er salaten også bedst om sommeren, da det netop er her, man får de dejlige og sødmefyldte, danske tomater. 
  • Rødløg: Oprindeligt bestod salaten faktisk ikke primært af tomater, men af løg. Derfor er det en ingrediens, der ikke bør udelades.
  • Basilikum: Basilikum både pynter og spiller fantastisk sammen med tomaterne. Vend de hele blade i salaten og pynt med ekstra på toppen inden servering. 
  • Daggammelt brød: Det daggamle brød er selvfølgelig hovedingrediensen i en brødsalat. Til gengæld er det ikke så vigtigt, hvilket brød du bruger. 
  • Rødvinseddike: Jeg elsker at bruge rødvinseddike til vinaigrette. Især til italienske retter.
  • Olivenolie: En god olie er vigtig! Den skal helst være mild og ikke for bitter. 

Skøn toscansk panzanella salat med burrata

Panzanella kan spises som forret, som tilbehør til en hovedret eller til frokost. Vi købte en burrata ost til, men man kan også bruge frisk mozzarella, gerne bøffelmozzarella for mere smag. Burrata passer dog virkelig godt til, så hvis du kan få fat i denne mere flødede og cremede udgave af mozzarella, skal du endelig prøve det. 

Osten kan sagtens udelades, fordi det er sådan opskriften oprindeligt er, men det giver fylde, tekstur og en rigtig dejlig smag. Især hvis salaten serveres for sig selv er det en rigtig fin ide at tilføje ost – du kan også prøve med lidt revet parmesan.  

Inspiration til flere salater med burrata: Fersken caprese med basilikum.

Panzanella med mozzarella
DEL MED EN DU HOLDER AF:
Maria Charlotte
Maria Charlotte

Maria Charlotte er opskriftsudvikler, madfotograf og kogebogsforfatter til "Velsmag". Med en uddannelse i Ernæring- og sundhed udvikles alle opskrifter med fokus på spændende og velsmagende comfort food, der pifter hverdagens madlavning op. Her er hverdagsmaden nem og overskuelig, og så får du simple indkøbslister og kortere tilberedningstid.

Articles: 980
Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments