Ribs marmelade med chiafrø

Ribs marmelade smager dejligt. Ribs er endelig kommet i sæson og det har jeg virkelig set frem til. Man kan nemlig lave en masse forskelligt med de små syrlige bær.
Se også bagt grød eller kage med ribs Hver sommer når jeg er i sommerhus, har min mor og jeg altid benyttet os af ribs-buskene, som vi har i haven. Vi har lavet alt fra ribsgelé til saft, muffins, kager, kompot, rysteribs mm. Jeg elsker når den danske sommer bugner af frugt og grønt, som jeg kan anvende i køkkenet - også er det bare ekstra hyggeligt når det kan findes i sommerhus-haven (haha, er det overhovedet et ord?). Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har købt en færdiglavet marmelade/syltetøj. Jeg laver den altid selv, med hjælp fra chiafrø, som skaber en gelerende effekt. Det kan jeg bare allerbedst lide, og så er det utrolig smart, nærende og ikke mindst noget af det nemmeste. Du kan bruge lige de bær du elsker - jeg har afprøvet mig med både med hindbær, brombær, jordbær og blåbær. Hvis du bruger bær på frost, skal de lige have et opkog inden.

{ Ribs marmelade med chiafrø }

200 g ribs uden stilk 1 tsk. vaniljepulver 2 spsk. honning eller Sukrin Gold (jeg kan godt lide den er til den syrlige side) 4 spsk. chiafrø
Start med at tage alle de små bær fra stilken, hvis du ikke allerede har gjort det. Skyl dem og blend dem med de resterende ingredienserne med en stavblender eller i en blender. Smag evt. til med ekstra sødme. Sæt herefter på køl i en times tid - de små chiafrø skal nemlig suge væden fra ribsene til sig, så marmeladen kan tykne. Efterfølgende kan du tjekke, om du ønsker en tykkere konsistens - her tilsættes flere chiafrø. Kom marmeladen i et skoldet glas og opbevar det på køl. Den kan holde sig en lille uges tid. Brug marmeladen som du ønsker - jeg har på billedet nedenunder lagt det i lag med vaniljeskyr og mandler. Det går også godt på grød eller en ostemad. Velbekomme.

TAK, FORDI DU LÆSER MED ♥

Følg også gerne med på min Facebookside, eller Instagram og Bloglovin Kærligst Maria Charlotte