Sund banankage med kaffe og chokolade

Projekt fermentering #2 – Kombucha

Som tidligere nævnt er har jeg været i praktik hos Ditte Ingemann som har introduceret mig for fermentering. Jeg er helt vild med denne form for tilberedning af frugt- og grønt, som både smager godt, men også har sundhedsmæssige fordele med sig. Netop dét har jeg skrevet om i et indlæg for nogle uger siden, find det her: projekt fermentering #1 – kraut.

Jeg fortsætter mit skriveri lidt endnu, da jeg også gerne vil præsentere Jer for den fermenteret te. Dagens indlæg bliver derfor i kombuchaens tegn, som også har gavnlige effekter for fordøjelse og tarmflora.

Kombucha er fermenteret te, hvor en symbiose af bakterie- og gærkulturer (SCOBY = symbiotic culture of bacteria and yeast) arbejder sammen og omdanner den tilsatte sukker i tevandet til alkoholer, organiske syrer og andre næringsstoffer, som giver kombucha sin perlende fornemmelse og smag”.

Du kan læse meget mere på Aarstidernes hjemmeside lige her

Sådan kommer du igang med at brygge kombucha

Måske du allerede har stiftet bekendtskab med kombucha i supermarkeder eller på diverse caféer? Det kan købes flere og flere steder, men det er også en drik i den lidt dyrere ende, hvis du spørger mig. Ligesom med sauerkraut, er det faktisk meget simpelt at lave derhjemme – det kræver kun vand, sukker, the og en kombucha-moder (SCOBY) og selvfølgelig tålmodighed og ventetid. Jeg synes bestemt det er tiden værd, hvis du er til den syrlige-søde drik.

For at kunne brygge kombucha, skal du anskaffe dig en SCOBY, som er hele din såkaldte “starter” – uden den kan du ikke komme igang . Jeg fik min foræret, men du kan også købe en på nettet, eller måske være heldig at få en igennem en anden kombucha-brygger.

Min oplevelse med kombucha

Jeg er netop lige kommet hjem fra ferie, og min kombucha har fået lov og stå i 16 dage, da jeg godt kan lide, at den er til den syrlige side. Jeg kom den her til formiddag på flaske, og den står nu på køkkenbordet i et par dage, da jeg ønsker den mere brusende. Den smager himmelsk og jeg har netop hældt lidt ingefær i. Mums – hvis du ikke har prøvet at lave kombucha endnu, så vil jeg klart anbefale dig at prøve!

Jeg har igen været så heldig at få lov at dele en opskrift, fra bogen FERMENTERING 2.0, som Ditte er en del af.

Kombucha, grundopskrift

3 liter

3 liter kogende vand

25 g te, sort, hvid eller grøn te

150 g sukker

300 ml kombucha-starter (10% af den totale mængde, så hvis det var 2 liter, ville det være 200 ml)

1 kombucha-moder/scoby

Fremgangsmåde

Kom tebladene i det kogende vand og lad det trække ca. 15-20 minutter.

Tag tebladene op og rør sukkeret i teen ? rør indtil det er helt opløst. Lad nu teen køle helt af ? dette tager nogle timer eller natten over.

Hæld den kolde, søde te i en stor glasbeholder og tilsæt kombuchastarteren (du kan fx. købe en flaske kombucha og bruge som starter). Placer med rene hænder kombucha-moderen i væskens overflade. Dæk glasset med et rent viskestykke eller ostelærred.

Lad nu kombuchaen fermentere i ca. 8-14 dage, evt. længere, ideelt set ved 20 til 25 grader på et skyggefuldt sted. Smag på den efter 8 dage, og når du synes den smager både syrligt og sødt er den klar. Jo længere den fermenterer jo syrligere bliver den og jo lavere bliver sukkerindholdet. Lader du den stå rigtig længe vil den omdannes til kombucha-eddike, som kan bruges i madlavningen.

Det er en fordel at have et patentglas med tappehane, fordi du kan smage på kombuchaen uden at forstyrre kombucha-moderen. Hvis du ikke har tappehane, kan du bruge et sugerør til forsigtigt at trække en smagsprøve uden at forstyrre yderligere.

Når kombuchaen smager rigtigt, dvs. syrligt men stadig med sødme, er det tid til at komme den på flaske. Tag kombucha-moderen op af glasset med rene hænder, og læg den i en lille skål. Hæld 300 ml af din kombucha-bryg over moderen i skålen, så du har dette klar til næste bryg, som med fordel kan påbegyndes, efter du er færdig med at hælde første bryg på flasker.

Hæld din kombucha på glasflasker og stil dem på køl. Ønsker du at karbonere din kombucha, stil da flaskerne ved stuetemperatur i 2 til 3 dage og derefter på køl. Vær opmærksom på, at drikken ikke overkarbonerer!
Hver gang du laver et nyt bryg, dannes der en ny kombucha-moder ? den oprindelige plus en ny, der lægger sig ovenpå – denne kan du give videre til en ny, som kunne tænke sig at afprøve sig med kombucha.

Hvis du vil gemme en kombucha-moder, kan du komme den i et lukket glas med lidt friskbrygget te tilsat sukker og opbevare den i køleskabet. Dog formerer den sig lynhurtigt, og du vil hurtigt have mere, end du kan bruge. Det kan du forære til andre, der ønsker at brygge kombucha.

Jeg håber I har lyst til at afprøve jer med kombuchaen! I må endelig stille spørgsmål. Velbekomme.

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sund banankage med kaffe og chokolade