One pot pasta med salami, svampe og squash

Fuldkornspirogger med linsefyld

// Reklame

Fuldkornspirogger med fyld af linser. Jeg har så længe gerne ville afprøve mig med en sundere version af pirogger. Jeg har smagt den originale, som udelukkende var lavet på hvedemel. Denne version er derfor spædet op med grahamsmel.

Jeg lavede to forskellige slags. Nogle med oksekødsfyld og disse med linsefyld. Fyldet kan man variere som man vil. En kombi med ost, skinke, tomat og oregano, tror jeg ville være lækkert! Sådan lidt som en mini-galzone – det må blive næste projekt.

Jeg har lavet en stor portion, så jeg kunne fryse nogle ned til de dage hvor jeg enten skal på studie eller mangler en nem aftensmad/frokost. Det er så dejlig nemt!

{ Fuldkornspirogger med linsefyld, 12 pirogger }

4 dl lunkent vand
25 g gær
1 tsk salt
1 spsk olivenolie
400g hvedemel (Finax)
250 g grahamsmel (Finax) eller andet groft mel


Gæren røres ud i det lunkne vand, indtil det er opløst. Tilsæt derefter salt og olie.

Tilsæt nu først det grove mel lidt efter lidt og derefter hvedemelet. Ælt godt – ca. 10 min på røremaskine, hvis du har en. Ellers i hånden, indtil massen har samlet sig og slipper kanterne på skålen. Lad dejen hæve i en time på køkkenbordet. Lav imens linsefyldet klar.

Linsefyld:
1 dåse linser (250 g i drænet vægt)
½ rødløg
1 fed hvidløg
1½ tsk stødt spidskommen
3 store gulerødder
1/2 spidskål
1 spsk karry
4 buketter broccoli (kan undlades, men tilfører retten ekstra grønt)
2 dl vand
Salt + peber
Olivenolie til stegning
1 æg til pensling


Skræl løget og hak det fint. Pres hvidløget. Skræl gulerødder og riv dem fint – det samme med kål og broccoli, som også skal snittes fint.

Vask linserne i en si, og lad dem dryppe af.

Varm en pande op med olivenolie. Svits karry og spidskommen af i et minuts tid. Kom løg og hvidløg på panden og lad det stege med par minutter ved middelvarme, til det er lettere gyldent.

Kom vand, linser og grøntsager på panden og lad det hele stege, til kålen falder let sammen til du har en lidt tyk masse. Sluk for varmen.

Tag to bageplader og beklæd med bagepapir. Find din dej frem og ælt den igennem efter hævning. Del den i 12 lige store stykker og rul hvert stykke meget tyndt ud i en cirkel. Tag dit linsefyld og kom 3 store spiseskeer på den ene halvcirkel. Pensel kanten med æg og fold den anden halvdel indover. Brug en gaffel til at klemme kanterne sammen. Pensl med resten af ægget på piroggens overflade.

Bag piroggerne i 15-20 minutter ved 200 grader varmluft i en opvarmet ovn. Velbekomme.

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

One pot pasta med salami, svampe og squash