Havregrød kogt på klid

Sunde rabarbermuffins

Jeg elsker virkelig rabarber. Både at spise rå, men specielt i kage er det lækkert! Jeg er så heldig, at mine forældre har rabarber i haven, og nu da det endelig er i sæson hapsede jeg nogle med hjem i weekenden. Nu har de lagt i køleskabet og ventet på, at jeg skulle bruge dem.

Jeg fik en kæmpe portion med mig hjem, så jeg valgte at dele dem op. Jeg lavede derfor sukkerfri rabarberkompot af den ene portion og til den anden portion rabarber blev jeg inspireret af min tidligere opskrift på muffins – nemlig disse havregrynsmuffins med hindbær, som også er friske i smagen.

Den syrlige rabarber bliver lidt afdæmpet i smagen i de små muffins, men har stadig en frisk og lidt syrlig bid. Jeg spiste et par til min eftermiddagskaffe, men de ville sagtens kunne spise som en snack før/efter træning eller til morgenmad.

Sunde rabarbermuffins (8 muffins):

2 æg

2 dl havregryn eller glutenfrie havregryn (det er ligegyldigt, om det er grov- eller finvalsede)

1 dl mandelmel (mandler som er blendet til mel)

1 spsk. kokosolie

1 tsk. vaniljepulver

2 tsk. bagepulver

3 spsk. SukrinGold eller 2 spsk. honning (måske mere – afhænger af syrligheden på dine rabarber).

2 dl mandelmælk eller almindelig mælk

100g friske rabarber

et lille nip salt

Fremgangsmåde:

Sæt ovnen på 180 grader varmluft.

Start med at blende dine havregryn til mel og hæld det derefter sammmen i en skål med vaniljepulver, salt, bagepulver og mandelmel (hvis du ikke i forvejen har mandelmel, kan du lavet det selv ved at blende 1 dl mandler til mel).

Blend kokosolien og æg sammen med mælk og SukrinGold og vend det sammen med havregrynsmelet, mandelmelet. Skær rabarberne i skiver på mellem 1/2 – 1 cm og vend dem derefter i massen.

Hæld massen i muffinsforme og bag dem i ca. 12 minutter, i midten af ovnen. Velbekomme!

TIP: Kan nydes både kold og varm. Og så lækker med en klat creme fraiche til.
Lidt hvid chokolade havde været lækkert at tilføre, men jeg havde desværre ikke noget liggende.

   

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Havregrød kogt på klid